Der sker rigtig meget i Danmarks Forskningsportal – vi opdaterer og udvider løbende vores services, nye udviklingstiltag ser dagens lys og der er i det hele taget meget vi gerne vil dele med vores brugere. Vi lægger løbende nyheder ud her på siden og sender dem ud via vores mailingliste. Et par gange om året samler vi alt det vigtigste i et nyhedsbrev som vi sender ud. Nyhedsbrevet udgives naturligvis både på dansk og engelsk.
Er du ikke allerede skrevet på mailinglisten, så tøv ikke med at sende os en mail på nora.info@dtu.dk så du er sikret de spændende nyheder direkte i din indbakke.
- Tilmeldingen er åben – Lanceringskonference, Danmarks Forskningsportal den 21. marts 2024
24. Januar 2024
Danmarks Forskningsportal lanceres officielt ved en 1-dags konference den 21. marts 2024 på Frederiksberg i Ovnhallen, Porcelænshaven 20 på CBS kl. 10-17. Udover præsentationer af portalen, vil der være et spændende program med særligt fokus på åbne data, systemer og initiativer internationalt såvel som i Danmark. I forbindelse med konferencen afholdes også en posterreception, hvor vi inviterer deltagere til at indsende forslag til posters.
Læs mere og tilmeld dig på konferencesiden.
- Nyhedsbrev – Officiel lancering af Danmarks Forskningsportal den 21. marts 2024
11. Januar 2024
Rigtig godt nytår! 2023 er fløjet afsted i NORA teamet og det høje tempo fortsætter godt ind i 2024. Vi er utrolig glade for at kunne dele at vi nu er klar til at Uddannelses- og Forskningsministeriet officielt klipper båndet over til Danmarks Forskningsportal og alle dets services. Det er en vigtig milepæl og vi vil derfor meget gerne invitere til lanceringskonference den 21. marts 2024 på Frederiksberg i Ovnhallen, Porcelænshaven på CBS. Der kommer meget mere information om konferencen, men sæt allerede nu kryds i kalenderen. Læs meget mere i Nyhedsbrevet.
- 2 ledige stillinger i NORA teamet – vi søger en erfaren dataingeniør med flair for DevOps og en forskningsanalytiker/patentspecialist
November 2023
Vi udvider teamet og har to spændende ledige stillinger:
- Vi leder efter en dataingeniør med flair for DevOps, som brænder for at være med til at videreudvikle Danmarks Forskningsportals infrastruktur. Så hvis du har en interesse i at arbejde med open source-software, udvikle- og opdatere databaser og mange andre spændende opgaver, er det måske dig vi leder efter. Der er ansøgningsfrist den 12. december 2023 og du kan læse meget mere i det fulde jobopslag.
- Derudover søger vi også en erfaren analytiker/patentspecialist, som er skarp til at arbejde med data og analyser samt er velbevandret indenfor patenter og innovation i en forskningsanalytisk kontekst, så er det nok dig, vi leder efter. Der er ansøgningsfrist den 28. november 2023 og du kan læse mere i det fulde jobopslag.
Du er velkommen til at kontakte os for at høre mere om begge stillinger.
Nyhedsarkiv
Nyhedsbrev – NORA teamet går et spændende efterår i møde
September 2023
Bliv opdateret på den seneste udvikling i NORA-teamet i denne udgave af nyhedsbrevet. Du kan bl.a. læse mere om hvad vi arbejder på i øjeblikket; udvikling af nye services i Danmarks Forskningsportal, lancering af en patentdatabase og den nye Arrangement-side. Det og meget mere i september måneds nyhedsbrev.
Ledig stilling i NORA teamet – vi søger en IT koordinator til udviklingen af Forskningsportalen (stillingen er besat)
Maj 2023
Vi søger en ny kollega til at udfylde en nøglerolle i den videre udvikling af Danmarks Forskningsportal – en national infrastruktur med en voksende vifte af databaser, der muliggør åbne og robuste oversigter, indsigter og analyser af dansk forskning. Du vil som IT koordinator spille en central rolle i den tekniske udvikling og koordinering af forskningsportalen. Så hvis du har en interesse i at arbejde med open source software, sammenkobling og normalisering af store datasæt til opbygning af databaser og analytiske moduler kan du læse mere i det fulde jobopslag (på engelsk). Ansøgningsfristen er den 28. maj 2023. Du er velkommen til at kontakte os for at høre mere om begge stillingen.
Nyt i Danmarks Forskningsportal – data fra DIIS og nyt filter
Maj 2023
Forskningsportalens database med data fra lokale systemer er nu yderligere udvidet med data fra DIIS – Dansk Institut for Internationale Studier. Derudover er der tilføjet et nyt filter i databasen kaldet ’Added On’. Filteret giver dig mulighed for, at afgrænse din søgning til f.eks. kun at vise de nyest tilføjede publikationer. Dette kan være en hjælp hvis du har en gemt søgning, som du gerne vil afgrænse til kun at vise de publikationer, der er tilføjet efter den månedlige opdatering af databasen. Find, søg og eksportér publikationsdata fra alle de danske institutioner der leverer data til Danmarks Forskningsportal i databasen med lokale data
Nye danske organisationsgrupperinger i Forskningsportalen
Februar 2023
Efter feedback fra flere af portalens brugere og leverandører har vi genbesøgt de organisationskategorier, der blev udformet og er brugt siden lanceringen af Forskningsportalens publikationsdatabaser sidste år. Det har resulteret i en udvidelse af antallet af normaliserede danske organisationsnavne (såkaldte NORA names) og tilføjelse af yderligere organisationsgrupperinger, som nu kan findes og bruges i bl.a. filteret Danish Affiliations i alle databaserne. Disse tilføjelser skulle gerne gøre søgeoplevelsen i Forskningsportalen endnu bedre. Blandt de nye grupperinger er f.eks. Erhvervsakademierne (Business Academies) og De Kunstneriske Uddannelsesinstitutioner (Artistic Higher Education Institutions). Udforsk alle de nye organisationer og kategorier i en af portalens databaser:
Data fra kunstneriske uddannelsesinstitutioner i Danmarks Forskningsportal
Januar 2023
I slutningen af sidste år kunne vi i NORA teamet fortælle at Forskningsportalens database med data fra lokale systemer er udvidet med data fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Kulturministeriets Portal for arkiver, biblioteker og museer, samt alle de danske Professionshøjskoler. Derudover er vi glade for at kunne dele, at vi nu også høster og udstiller data fra de tre danske videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner: Designskolen Kolding, Arkitektskolen Aarhus og Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering. Find og søg publikationsdata fra alle de danske institutioner inkluderet i Danmarks Forskningsportal i databasen med lokale data
Nyhedsbrev december 2022 – Bedre matching, ny eksportfunktion og endnu mere data
December 2022
NORA teamet ønsker alle en Glædelig Jul og et rigtigt Godt Nytår! Bliv opdateret på den seneste udvikling af Forskningsportalen i årets sidste nyhedsbrev. Du kan bl.a. læse mere om den forbedrede matching på tværs af de globale databaser, udvidede eksportmulighed og nye institutioner i databasen med data fra lokale systemer, samt NORA teamets planer for første del af 2023. Læs meget mere i nyhedsbrevet
Ledige stillinger i NORA teamet – vi søger en erfaren forskningsanalytiker og en teknisk koordinator (stillingerne er besat)
December 2022
Vi har travlt med udviklingen af Danmarks Forskningsportal og har derfor pt. to stillinger ledige:
- Vi søger en erfaren analytiker, som kan hjælpe os med at indfri portalens ambitiøse målsætninger. Så er du skarp til at arbejde med data, har solid erfaring med forskningsanalyser, elsker at tænke nyt og samarbejde bredt, så er det nok dig, vi leder efter. Der er ansøgningsfrist den 31. december 2022 og du kan læse mere i det fulde jobopslag.
- Derudover leder vi også efter en teknisk koordinator, som vil spille en central rolle i den tekniske udvikling og koordinering af forskningsportalen. Så hvis du har en interesse i at arbejde med open source software, sammenkobling og normalisering af store datasæt til opbygning af databaser og analytiske moduler kan du læse mere i det fulde jobopslag. Ansøgningsfristen er den 15. januar 2023.
Du er velkommen til at kontakte os for at høre mere om begge stillinger.
Bliv klogere på NORA & Danmarks Forskningsportal og mød os på DFFU Summit
September 2022
Webinaret ’Intro til NORA & Danmarks Forskningsportal’ kan nu findes på hjemmesiden. Her kan du både høre mere om hvad NORA initiativet går ud på og hvad Danmarks Forskningsportal er. Derudover giver webinaret en intro til de forskellige publikationsbaserede databaser forskningsportalen stiller til rådighed, samt ideer til hvordan du kan bruge dem selv. De slidesæt der bruges i webinaret (på dansk og engelsk) er også lagt på hjemmesiden. Disse kan med fordel benyttes som en form for brugerguide, hvis du har brug for hjælp at navigere i portalens databaser. NORA holder senere i denne uge et oplæg på DFFU Summit Oktober 2022, hvor vi endnu en gang ser frem til at gå i dialog med brugere og interessenter.
Nyhedsbrev august 2022 – Nye institutioner og webinarer
August 2022
Vi er tilbage fra ferie i NORA teamet og er glade for at kunne dele at vi snart er klar til at tilføje publikationsdata fra yderligere danske institutioner til databasen med data fra lokale systemer. Læs mere om dette samt vores september webinar “Intro til NORA & Danmarks Forskningsportal” i august nyhedsbrevet
Nyhedsbrev maj 2022 – Forbedrede prototyper klar til test
Maj 2022
Danmarks Forskningsportal takker for feedback. Vi har implementeret mange forbedringer, og kan nu byde velkommen til test af en ny og forbedret generation af prototyper. Hjemmesiden har også fået et løft med opdateret layout og bedre indgange til de fire prototypedatabaser. Opdag og udforsk dansk forskning i Danmarks Forskningsportal og læs meget mere i nyhedsbrevet
Open Access Indikatorens 7. måling er nu offentliggjort
April 2022
Fortsat stigning i fri adgang til videnskabelige artikler fra danske universiteter. Se Open Access Indikatorens seneste måling, offentliggjort den 7. april 2022
Nyhedsbrev marts 2022 – De første prototyper klar til test
Marts 2022
Danmarks Forskningsportal åbner for test af portalens første prototyper med danske forskningspublikationer siden 2011. Kast et blik på prototyperne og læs mere i nyhedsbrevet
Nyhedsbrev november 2021
November 2021
Data strømmer ind til det ny overblik over dansk forskning – de første tjenester er klar til nytår. Læs meget mere i nyhedsbrevet
NORA ledige stillinger (stillingerne er besat)
Juni 2021
Vi har travlt i NORA teamet, og har derfor slået to nye stillinger op. Vil du være med til at udvikle og drive det ambitiøse initiativ Danmarks Forskningsportal i smukke omgivelser på DTU Risø, er det måske dig vi leder efter til at indgå i vores team. Deadline er den 29. august 2021 og du kan læse mere om de to stillinger i de fulde jobopslag.
Arbejdsgruppen for national database og søgeportal er igangsat
Maj 2021
Arbejdsgruppen for national database og søgeportal er nu etableret og har haft sit opstartsmøde den 22. juni 2021. Arbejdsgruppen er nedsat mhp. at sikre bredest mulig repræsentation og ekspertviden ifm. med udviklingen af en forskningsdatabase, baseret på data fra de danske forskningsinstitutioners lokale forskningsdatabaser (CRIS, RIMS). Læs mere om arbejdsgruppen her